DANSK DART UNION

Full member of the world darts federation
Medlem af danmarks idrætsforbund

39 unge dartspillere i alderen 8-17 år, var i den forløbne uge rejst til Samsø, for at deltage på den årlige dartskole.

 

For første gang siden 2013 var DDUs dartskole tilbage på Samsø, hvilket i høj grad viste sig som en stor succes. Alt i alt var 39 unge dartspillere deltagende på årets dartskole, som forløb fra søndag d. 2. juli frem til lørdag d. 8. Den første dag gik med udpakning af kufferter og oppusten af madrasser, hvorefter de følgende dage bød på masser af intens darttræning, sociale aktiviteter - og for nogens vedkommende sågar finger-fletteri (altså når de 12 medrejsende voksne ikke kiggede). Alt sammen i – for det meste – strålende og lunefuldt sommervejr. Det hele kulminerede herefter med fredagens junior-stævne i både i single -og doublerækker, som i sidste ende blev opfulgt af den stort anlagte afslutningsfest, som bød på både lækker mad, præmieoverrækkelser, dans og sang, og ikke mindst de traditionsrige kåringer af bl.a. årets dartspiller, talent, instruktør, morgenmenneske og meget mere. Med andre ord var der igen i år fokus på både nybegyndere såvel som erfarne spillere, alt i mens det sociale samvær var i højsædet. En opgave som ifølge formand for ungdomsudvalget og leder på dartskolen, Lone Lyndby, blev udført til punkt og prikke. 


- Aldrig før har jeg oplevet en dartskole, hvor det sociale samvær mellem spillerne og de voksne har været så godt. Der plejer altid at være et specielt socialt sammenhold på dartskolen, men i år var det simpelthen helt ekstraordinært, udtaler Lone Lyndby, som i år var med som frivillig ansvarlig på dartskolen for 6. år i træk, inden hun tilføjer:

- Samtidig er det også helt specielt at være tilbage på Samsø igen. Dartskolen har altid fungeret godt, uanset hvor vi har været, men der er bare noget helt specielt når vi er på Samsø, og det smitter af på både spillere og voksne. Samtidig har jeg heller aldrig før prøvet, at ungerne har været så gode til at overholde deres sengetider, hvilket har betydet at jeg for første gang nogensinde, har kunnet sove igennem på en dartskole, griner Lone Lyndby.

 


11-årige Loke var blandt debutanterne på dette års dartskole. Her ses TIF-spilleren i aktion, da dartskolens deltagere besøgte feriecentret Stenbjergaard. 

Det var dog ikke kun de voksne deltagere på dartskolen som betegnede opholdet på Samsø som en succes. Også de unge udtalte sig med lys i øjnene og begejstrede blikke om den forløbne uge.

- Det har været en helt vildt god uge, hvor jeg både har fået en masse nye venner, men også har spillet en masse dart, udtaler 11-årige Loke Sørensen fra TIF Dartklub. En udtalelse som bliver bakket op af Lokes med-debutant, 13-årige Sune Hokser Poulsen fra Kælderen Dartklub.

- Det har været en fantastisk god uge. Jeg føler virkelig at jeg er blevet en bedre dartspiller, men også at jeg har fået en masse nye venner, og har oplevet en masse. Jeg kommer helt sikkert tilbage igen næste år, afslutter Sune, som på trods af blot at have spillet dart i 4 måneder, blev kåret som årets dartspiller i forbindelse med årets kåringer - kåringer som ganske imponerende, udelukkende var arrangeret af juniorspillerne selv. 

Ungdomslandspiller, 17-årige Line Kristiansen, var heller ikke uden roser for årets dartskole.

- Nu har jeg jo været med nogle gange, og jeg er glad for at dartskolen er kommet tilbage til Samsø. Det har virkelig været en god uge, og en perfekt optakt til EM, udtaler vinderen af dette års pigesingle -såvel som doublerække, som d. 12.-15. juli deltager ved EM for juniorer, sammen med resten af det danske juniorlandshold.

 

Interesseret i dart? Klik på..

spildart

Klublogin

Tilmeld nyhedsbrev

Please wait

Dansk Dart Union er medlem af:

Sponsorer / samarbejdspartnere:

lille SS logo 1 m skygge