DANSK DART UNION

Full member of the world darts federation
Medlem af danmarks idrætsforbund

Skrevet af: Daniel Tyge Thybøl

Der var rigeligt med dramatik ved dagens slutspil i Farum, hvor det i høj grad blev Potten dartklub som løb med overskrifterne, alt i mens Lido Dartklub må betegnes som slutspillets sorteper. 

 

Danmarksmestrene fra Potten. Fra venstre, Mogens Christensen, Lars Helsinghof, Søren Hedegaard og Carl Henrik Hansen.

 

Potten kom fra baghjul

 

I herrerækken lå det ikke just i kortene, at det skulle være Potten Dartklub som løb med metallet af det fineste karat. Således lignede både DK26 – og ikke mindst Lido – de mest oplagte kandidater til guldet. Ikke mindst på baggrund af Pottens fravær af klubbens profiler, Per Laursen og Alex Jensen, som i denne sæson har vist sig som rækkens henholdsvis første- og tredje mest vindende spillere. 

 

De 2 profiler var der dog ingen der savnede, efter at Potten lagde hårdt ud, med at hive en snæver 9-7-sejr hjem over DK26, som forinden kampen lå á point med Låsby-mandskabet. Et resultat som blev hjulpet godt på vej af, at klubbens reserver, Carl Henrik Hansen og Søren Hedegaard, i dén grad trådte i karakter. 

 

Pottens sejr over DK26 betød, at Potten nu var førsteudfordrer til Lido i kampen om guldet. Og spændingen om guldet, blev da heller ikke mindre af, at Lido i deres første kamp, lagde ud med et skuffende uafgjort resultat mod slutspillets darkhorses fra Aaabenraa. 

 

Den nye pointfordeling betød, at Potten, med en sejr over Lido i slutspillets 2. runde, allerede nu kunne sikre sig guldet.

 

Her gik det hverken værre eller bedre, end at Potten, på trods af at stillingen var fuldstændig lige efter de første 6 spillede kampe, stille men stødt etablerede sig et solidt forspring, hvilket betød, at man allerede ved stillingen 9-5 kunne fejre guldet, inden kampen endte 10-6 til Potten. Dermed sikrede Potten Dartklub sig sit første danske mesterskab siden 2012/2013-sæsonen. 

 

- Der er en helt fantastisk stemning i klubben lige nu, lød Pottens Lars Helsinghofs første umiddelbare kommentar til redaktionens skribent.

 

- Vi vinder jo ikke blot i herre-rækken, men også i oldboys vinder vi guld, hvilket der jo ikke rigtig var nogen der havde set komme. Vi vinder en tæt kamp mod DK26, hvilket var vildt nervepirrende. Det værste der kunne ske var jo, at vi spillede uafgjort mod DK26, for så ville vi jo reelt set have spillet guldet over i hænderne på Lido. Så ved stillingen 7-7, kiggede Turbo (Mogens Christensen red.) og jeg hinanden meget fokuseret i øjnene, inden vi fik det afgjort til 9-7. Og så hjælper det jo selvfølgelig på det, at Lido kun får uafgjort mod Aabenraa, hvilket betyder, at vi på det tidspunkt så er á point mod Lido, udtaler Lars Helsinghoff, som bl.a. havde en 146-lukker med sig i kampen mod DK26. 

 

Direkte kamp om sølvet

 

Med guldkampen overstået, var der fortsat sølvet at spille for, da Lido og DK26 skulle mødes i slutspillets 3. runde. DK26 havde runden forinden sejret 10-6 over Aabenraa, hvilket betød, at en sejr var nødvendig, hvis det skulle lykkedes at vriste sølvet fra Horsens-klubben. 

 

Kampen om sølvet var da også tæt frem til stillingen 3-3, hvorefter DK26 trak fra land. For før Lido fik set sig om, havde DK26 gjort det til 9-5, og dermed var kampen afgjort. Et resultat som i dén grad skuffer Lidos Frede Johansen.

 

- Når vi ser tilbage på den sidste del af forårssæsonen, så har det jo helt ærligt slet ikke lugtet af guld. Så at det går som det gør i dag, det overrasker mig måske ikke så meget som man kunne have troet på forhånd. Når det så er sagt, så føler jeg også virkelig at vi underpræsterer i dag, udtaler den 4-dobbelte individuelle danske mester, inden at tilføjer:

 

- Vi er så ovenikøbet heller ikke heldige fra start. Vi brænder selv 5 matchpile for kampen mod Aabenraa, alt i mens DK26 selv brænder 5 pile for en uafgjort mod Potten i den første runde. Havde det gået anderledes, så havde det jo set helt anderledes ud – men det kan vi jo ikke bruge som undskyldning. Vi var ganske enkelt bare ikke gode nok i dag, hvilket jeg desværre havde set lidt en tendens til, her gennem den seneste periode, udtaler Frede Johansen, som i øvrigt karakteriserer det endelige resultat som en fiasko. 

 

På trods af sejren over Lido og den dertilhørende sølvmedalje, kunne heller ikke DK26s landsholdsspiller, Ulrich Meyn, glæde sig synderligt over det samlede resultat. 

 

- Jeg står med lidt blandede følelser lige nu. Vi har chancen mod Potten i første kamp, men vi brænder ganske enkelt vores chancer – eller, det vil sige, at jeg brænder mine chancer, udtaler en selvkritisk Ulrich Meyn.

 

- Jeg har chancer for at vinde i begge de kampe jeg taber, og derfor ærgrer jeg mig meget. Man er selvfølgelig glad for sølvet, men nu vi var så tæt på, så føltes det noget tungt, tilføjer Ulrich Meyn, som trods alt har overskud til at lykønske Potten, og i særdeleshed sender roser afsted mod Pottens førnævnte reserver. Ulrich Meyn som i øvrigt leverede slutspillets flotteste individuelle præstation, da han i sin sejr over Lidos Glen Honoré lukkede i 14, 14 og 13 dart.

 

Hvad med næste sæson?

 

Dermed ender sæsonen med, at Potten Dartklub slutter af som Danmarks bedste darthold, skarpt efterfulgt af Hvidovre-klubben DK26 og Lido Dartklub, mens Aabenraa gennem hele sæsonen har vist sig som en altid hård modstander. 

 

Således kan man allerede nu begynde at spekulere i, hvordan tabellen for næste års 1. division vil tage form – og hertil kom Frede Johansen med en bemærkelsesværdig kommentar kort efter slutspillet. 

 

- Det er ikke umiddelbart min forventning, at jeg kommer til at spille 1. division igen til næste år. Som jeg har sagt til de andre drenge på holdet, så er det ikke fordi, at jeg ikke elsker at spille med dem. Men jeg har jo efterhånden været med i sporten i mange år – heriblandt mange år på Lidos førstehold. Derudover har jeg jo et familieliv der trækker i mig derhjemme, udtaler Frede Johansen, som i denne sæson har vist sig som 1. divisions femte mest vindende spiller, hvilket alt andet lige tegner til at være en potentiel svækkelse for Lido i den kommende sæson, såfremt Frede Johansens ord står til troende. Frede Johansen afviser dog, at han helt ligger pilene på hylden.

 

- Jeg ser nok bare frem til, selv at kunne vælge hvornår, og hvilke weekender jeg skal spille dart fremover. Dermed vil jeg fortsat spille, og det kan da også være at jeg spiller kampe også i divisionen igen næste år. Men det bliver ikke hver gang, afslutter Horsensianeren. 

 

De øvrige resultater fra slutspillet vil kunne findes her, hvor kampsedlerne løbende vil blive opdateret. Indtil da, kan de umiddelbare resultater aflæses nedenfor:


Slutspil 1. division herre:

1: Potten 63 point
2: DK26 57 point
3: Lido 57 point
4: Aabenraa 40 point


Slutspil 1. division damer:

1: DK26 2 47 point
2: Esbjerg 43 point
3: DK26 1 42 point
4: Assens 24 point


Slutspil junior

1: DK26 9 point
2: Route 180 5 point
3: Assens 5 point
4: FIOV 0 point


Slutspil Oldboys

1: Potten 5 point
2: Fluen 4 point
3: Ringsted 4 point
4: DK26 2 point

Interesseret i dart? Klik på..

spildart

Klublogin

Tilmeld nyhedsbrev

Please wait

Dansk Dart Union er medlem af:

Sponsorer / samarbejdspartnere:

lille SS logo 1 m skygge