DANSK DART UNION

Full member of the world darts federation
Medlem af danmarks idrætsforbund

EM-optakt: Bliv klogere på det forestående europamesterskab

Andreas Toft Jørgensen, der sammen med Per Laursen vandt guld i doublerækken ved de nordiske mesterskaber tidligere i år, er blandt de fire spillere, der skal repræsentere det danske herrelandshold ved EM i Spanien senere på måneden. Foto: Godartspro.com

Tekst: Daniel Tyge Thybøl

Mandag den 26. september rejser det danske herre- og damelandshold til Gandia i Spanien, hvor de otte spillere vil repræsentere de rød-hvide farver ved World Darts Federations (WDF) europamesterskab. Du kan læse mere om, hvilke spillere der er udtaget til de to landshold her.

WDF er anerkendt som dartsportens officielle verdensforbund, og er således medlem af Verdensforeningen for Internationale Sportsforbund (GAISF). WDF’s internationale mesterskaber er med andre ord betragtet som de officielle landsholdsturneringer i dartsporten.

Det forestående europamesterskab skulle oprindeligt have været afholdt i 2020, men blev på grund af coronapandemien udsat til 2022. Det er derfor første gang siden 2018, at WDF afholder europamesterskabet.

Når der i næste uge bliver taget hul på mesterskabet, så vil turneringen være den 22. af sin slags, efter EM for første gang blev afholdt i Danmark i 1978. EM i Spanien er i øvrigt den sidste store landsholdsturnering, inden Danmark til september næste år skal være vært for WDF’s verdensmesterskab for landshold.

I år vil der ved EM samlet være 40 deltagende herrelandshold, mens 36 lande deltager ved damernes europamesterskab.

Ved EM spilles der tre forskellige mesterskaber: Single, double og holdkamp. De deltagende lande får point til det samlede EM-regnskab afhængig af landets resultater i de tre turneringer. Det land der får flest point i det samlede EM-regnskab hyldes efterfølgende som endegyldige europamestre.

Danmarks største resultat ved EM nogensinde var på hjemmebane i 2008, hvor det danske herrelandshold fuldendte en historisk bedrift, da Per Laursen, Frede Johansen, Stig Jørgensen og Preben Krabben løb afsted med EM-guldet.

Vi krydser fingre for, at Danmark igen vil stå øverst på sejrsskamlen ved EM i Spanien. Landsholdets officielle målsætninger hedder dog en samlet 5.-8. plads for damerne, mens herrernes målsætning er en samlet placering blandt de 9-16 bedste nationer. Der er endnu ikke foretaget lodtrækning til turneringen.

Man vil forud for europamesterskabet kunne læse mere om de danske landshold her på Dansk Dart Unions hjemmeside. Blandt andet vil man i næste weekend kunne læse en artikel, hvor vi præsenterer de danske landsholdsspillere.

Interesseret i dart? Klik på..

spildart

Klublogin

Tilmeld nyhedsbrev

Dansk Dart Union er medlem af:

Sponsorer / samarbejdspartnere:

 

lille SS logo 1 m skygge